Itu

Alt gik itu

At ens verden går itu, er som at stå i et glashus, og blive ramt af en meteor. Glasset sprænges i tusinde stykker. Der er splinter overalt. Man bløder, og det er umuligt at åbne øjnene, uden at få splinter i dem. Hvis man forsøger at børste glassplinterne væk fra armene, river de i huden, og man gør sårene dybere. 

Jeg holdt øjnene lukkede. Jeg kneb dem hårdt i.

Jeg håbede der ville komme nogen og hjælpe mig fri. 

Min mund ville råbe efter hjælp. Min arme var løftet op i luften, og jeg fægtede med dem. Men ingen hørte eller så mit nødblus.

Min krop sank sammen. Helt ned på den hårde, kolde og ru jord.

Jeg frøs. Hele min krop rystede. 

Jeg var så bange. Der løb tusindvis af issyle gennem mine årer. 

Jeg var paralyseret i flere år. Jeg aner ikke hvordan jeg overlevede. 

Jeg aner ikke hvordan min lille barnekrop, slæbte sig igennem årene, som bare gik. Den tog bare imod. Med bøjet hoved, gik jeg gennem ild, vand og is. Over hegn, og krat. Over sø og hav. 

Øjnene jeg så ud af, var slørede. Mit blik var stift. 

Når jeg kiggede på mine små fingre, føltes det ikke som om de var mine. De var fyldt med revner, små sår, og hård hud. De blev udsat for meget. Hårdt arbejde. Hårdt liv. 

Jeg føler ikke der var nogen der hørte mit råb om hjælp. 

Der var ingen der tog mig i hånden, og viste mig den rigtige vej.