Lukkede øjne

Hvis jeg lukker øjnene, og synger rigtig højt, mens jeg græder, så forsvinder tankerne et kort sekund. Til gengæld kommer alle følelserne brusende frem. Som et kæmpe vandfald, eller måske nærmere som en tsunami. De skyller ind over mig. De river i mit hjerte.

De flår i min krop. Kaster mine tårer ned ad mine kinder.

Jeg føler et virvar af følelser, som bare overmander mig. Et spektrum af følelser. En farvepalette af alle nuancer af følelser. Mest de før, så forbudte følelser. Dem der ikke var okay at have. 

Jeg er voksen nu, og tillader for første gang i mit liv at være ked af det. Jeg er vred. Bange. Angst. Frustreret. Forvirret. 

Virkelig frustreret. Hvis man kunne se min hjerne lige nu, ville man se en stormfuld vinternat, hvor alt ruskes, og kastes fra side til side, mens kulden bider sig fast. Jeg er forvirret. Jeg er ét stort spørgsmål.

I mit hoved er der ord. Som en ordbog, hvor ordene ikke står i alfabetisk rækkefølge. Som en roman, hvor siderne har skiftet pladser. 

Jeg er bange. Bange som et lille barn, der sidder alene i et stort mørkt rum. Helt krøllet sammen. Jeg sidder og fryser. 

Jeg er ked af det. Jeg er ked af at sidde med mit eget liv i hænderne, og ikke ane hvad der er op og ned. Jeg vil frem, men noget holder mig tilbage. Jeg vil rejse mig op, men har følelsen af at blive holdt nede. 

En vrede. Jeg er vred over at jeg ikke kan få lov til at være glad.

Vreden nager mig. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med den. 

Jeg har følelsen af at åbne en boks, og så er den er tom. Tom, men helt sort. 

Jeg føler mig som et barn der har glædet sig uendeligt meget til sin fødselsdag, men når barnet vågner næste morgen, så er hendes fødselsdag fjernet fra kalenderen. Dagen findes simpelthen ikke mere. 

At stå her, og nu være voksen, gør ikke tingene nemmere. Jeg har aldrig lært at håndtere mine følelser, så jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er så bange. Jeg ved jeg må gå denne vej alene, men det fremprovokerer virkelig angst. Jeg er bange for om jeg har begivet mig ud på en rute, hvor jeg ikke kan finde hjem igen. Måske ved jeg slet ikke hvad HJEM er mere. Måske jeg må finde et nyt hjemsted i tankerne. 

Jeg lukker øjnene, og synger højt. Mærker alt, og intet.

Jeg lukker øjnene og håber alt går godt.