Morgen

Alarmen vækker mig. 

Det er toner af Anne Linnet. Det har jeg valgt, for at vågne på en behagelig måde. Hvis man altså kan vågne på en behagelig måde?

Jeg overvejer at slukke alarmen, vende mig om, og returnere til drømmeland. Det ville ligesom være nemmere.

De fleste morgener lykkes det mig dog at smide kroppen ud over sengekanten.

Der er bare så mange ting jeg skal igennem rent mentalt, før jeg kan komme ud af døren. Dagen skal tænkes godt igennem, og jeg skal forberede mig på diverse projekter og mulige farer. Hvilke ting ved jeg, at jeg skal bekymre mig om, og hvilke ting kan sætte min PTSD og angst under press.

Jeg kigger mig i spejlet, og ser et velkendt, men bekymret ansigt.

Mit smil er påklistret, og håret er uglet.

Bliver det mon en af de dage, hvor håret slet ikke kommer på sin plads? En af de dage hvor morgenmaden må springes over?

Simpelthen fordi mit overskud er væk.

Jeg minder mig selv om at jeg i øvrigt også er for tyk, og slet ikke behøver morgenmad. 

Dagen går i gang, uanset om jeg vil det eller ej. – Med eller uden morgenmad og uglet hår.