Ondt i maven

Jo, jeg var bange. Meget bange.

Jeg havde altid en klump halsen, en knude i maven, og 1000 tårer i øjnene. 

Jeg havde næsten altid ondt i min lille mave. 

Angst og frygt, var mine primære følelser.

Angst for hvad morgendagen ville bringe, 

for hvilke ting jeg skulle forsøge at afværge,

for hvilke følelser jeg ville få skæld ud for at have.

Frygt for overgreb, 

frygt for tilnærmelser,

frygt for at gøre ting forkert, for at fejle, for at blive mobbet.

At græde sig i søvn, var helt almindeligt for mig.

At aflæse de voksne, blev hurtigt en nødvendighed.

Drømme og mental flugt, var en overlevelsesstrategi. 

Skolen var både et fristed, og et mareridt. 

Fristedet, gav mig et glimt af barnelivet, og et øjeblik i en bedre verden. 

Mareridtet fjernede mig fra den kontrol jeg forsøgte at have derhjemme. Jeg kunne ikke holde øje, og var konfliktmægler. Jeg måtte slippe min kontrol. Det lykkedes ikke ret tit. Så fik jeg ondt i maven, og måtte skynde mig hjem. Jeg havde meget fravær fra skolen. 

Jo, jeg var bange. Livet var skræmmende.