Aften

Klokken er mange. 

Uret på telefonen, viser over midnat. Over 1. Over 2.

Hver gang jeg ser tallene, synker jeg en ekstra gang.

Jeg fortæller mig selv, at jeg burde gå i seng. 

Jeg burde tage mig sammen.

Egentlig ville jeg ønske, at jeg ikke skulle i seng.

Om aftenen er sengen min fjende, men også en nødvendighed. 

Jeg overvejer om jeg skal holde mig vågen, og bare blive oppe.

Dog ved jeg godt, at det ville være for optimistisk at tro, jeg kan holde mig vågen. 

Øjnene klapper hele tiden i, alt i mens fjernsynet kører, med noget ligegyldigt. Ofte noget let tilgængeligt.   

Hver aften stiller jeg mig selv samme spørgsmål, hvorfor ikke bare gå i seng?

Sengen.

Jeg har jo flyttet sengen så den står bedst muligt. 

Længst væk fra døren, med min side af sengen helt op i et hjørne. 

Jeg kan se hele rummet fra min plads, og jeg kan gemme mig lidt i hjørnet.

Rummet er let overskueligt.

Glasskabet er fyldt med mine engle, som ellers skulle kunne give mig ro. 

Det undre mig dybt, at soveværelset alligevel skræmmer mig.

Med bekymringer, trasker jeg op ad trappen.

Sengen er blød. Lidt kold. 

Noget må distrahere mig.

Jeg spiller, eller ser fjernsyn. 

Søvnen overmander mig heldigvis, dog blev klokken igen for meget.