Hensigtens spejl

Hans øjne var anderledes.

Mere rare og venlige, end de plejer.

Før var de hårde, fjendtlige, nedladende og kolde.

Min tvivl og forundring om hans hensigt, ville ingen ende tage.

Ikke før det skete. Først der blev jeg klar over hvorfor han kiggede på mig, på den måde.  

Fremover var der ingen tvivl om at tiden var kommet. 

Jeg lærte hurtigt at afkode hans øjne. De var som to spejle, lige ind i hans hensigt. Om det var afsky, eller overdreven kærlighed.

Jeg så intet andet. Kun hans øjne. 

En tilbagevendende klump i halsen, var nu hverdagskost.

Faktisk var jeg i tvivl om hvilken en af hans hensigter jeg bedst kunne lide. Fordi slag og onde ord, gjorde så ondt, var jeg tilbøjelig til at holde mere af det andet. Dét gjorde i det mindste kun ondt på mig. 

Det med at se de andre få slag, eller nedladende ord, gjorde mig mere ondt. Så hellere tage imod det andet. Dét så ingen. Ingen blev gjort ondt. Ingen kom til skade. Kun mig. Men det ville jeg nok overleve?