Skam over skyld

Jeg er jo ikke et dårligt menneske?

Det er jo det man får at vide.

Hvis man hader. 

Jeg skammer mig over mit had.

Jeg hader at skamme mig over mit had.

Mit had til ham er så stort, at det er svært at rumme det.

Det er svært at erkende.

Svært at indse, at man hader så meget og inderligt. 

Svært at leve med et had, som ikke kan fjernes.

Det er skamfuldt at hade.

Jeg hader, 

og det had er berettiget, og grufuldt.

Grufuldt at bære på.

Som en tung sten, jeg konstant skal løfte.

Jeg er ofte i tvivl om jeg er et dårligt menneske, 

blot fordi jeg føler had til en anden.

Jeg har lært at man ikke må ønske dårligt om andre.

Dét vil jeg ikke ønske for min værste fjende

-Men det vil jeg !

Der kan ikke siges nok om det had.

Der kan ikke berettes nok nok de hadefulde detaljer.

Detaljer, som jeg må leve med. 

Det had jeg føler, er fuldt ud sandt, og med rette. 

Følsomheden i at hade et andet levende væsen, er stor.

Det er en balance.

En ensomhed.

For ingen kender sandheden, ud over mig. Og ham.

Så jeg hader, uden nogen kan se det gennem mine øjne. 

Jeg skammer mig over mit ensomme had.

Hvis bare nogen havde set mig. Hørt mig. Forstået mig.

Så var jeg ikke så ensom i det her. 

Men jeg må leve med mit ensomme, og dybe had, for ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *