Tilbage til dengang

En lugt, en lyd, et lille ord,

jeg ikke længere på mennesker tror. 

Fortabt i fortidens slemme kløer,

på min nutid, der trækkes et dulmende slør. 

Et skub fra dengang, gi’r stadig svie,

de slag jeg fik, jeg stadig skal vige.

Når mørket rammer, og flår mig ned,

kan ondskab fra fortiden, gøre mig ked.

Jeg lever og ånder, men ikke kun frit,

men slås af tankerne ned så tit.

Jeg gisper efter mit vejr og ser,

han stadig står oprejst, og sikkert ler. 

Men en dag vil jeg lyse, og grine af ham,

jeg reder mit hår med fredens kan.

Han kan dø i mit sind, og tro,

at han var den sidste der sikkert lo.

Jeg vil stå på toppen og stråle,

mens smerten i ham med vil stikke med nåle.

For han var fejlen, og ikke jeg,

han ikke længere kan røre mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *