En blomst sprang ud

En blomst sprang ud, så fin i flor,

den kom som spire, så fin i fjor.

En dag, den lyset måtte møde,

en dag, den sig selv måtte nøde.

Blomsten var smuk, men også sart,

blomsten ville møde modgang snart.

Den bukkede sin nakke, og så det mørke,

den kiggede ned, direkte i tørke.

Nogen ville knække den lille pode,

nogen ville stoppe alt det gode.

Et ar på stilk, og en flænge i top,

blomsten vil’ ønske, den kunne sig’ stop.

Nu står den og vipper, med smerte og ar,

nu står den og vipper, og føler sig bar.

Men blomsten lever, og står her endnu,

og ingen kan rive den helt itu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *