Pigen på stenen

Hun er forrevet, og gået itu.

Intet i hende, er helt.

Ikke engang hendes hjerte består af ét helt stykke.

Hun fornemmer ikke længere tid og sted.

Der er ikke længere noget glæde at spore.

Hun står og kigger ned i den bare jord.

Frosten har sat ind, og alt er mørkt omkring hende.

Det er sent, og natten har lagt sig overalt.

Hendes bare tæer gør ondt mod det hårde underlag.

Tænderne klaprer, og hun kan høre lyden fra dem.

Benene sitrer af kulde, og knæene er nærmest blå.

Natkjolen flagrer lidt i vinden, og giver hende gåsehud.

Oppe på himlen, bag skyerne, er månen stået op, og giver et uskarpt lys, som bliver kastet ned på jorden foran hende.

Hun er ikke selv klar over hvorfor hun står derude.

Den bange pige, kigger op, og ser at hun er alene. 

Hun forstår at hun er gået derud, for at slippe for sine egne tanker.

Inde i huset er der for mange lyde og tanker.

Tankerne om de oplevelser der foregår i huset, gør hende bange.

Hun reder fingrene igennem det lange hår, og mærker elastikken, som er på vej ud af det glatte hår.

Hun tager den ud, og lader håret falde tungt på skuldrene.

Hun vender sig om, og kigger ind mod huset. Der er lys i det ene vindue i stuen. Med ambivalens traver hun mod lyset. Da hun kommer i tanke om, at det ikke med sikkerhed er gode tegn, at der er lys, stopper hun op igen. Håbet om at nogen leder efter hende, svinder, og bliver erstattet af frygten for noget andet, og ikke rart. 

Med sammenbidte tænder, sætter hun sig på en kold sten i indkørslen, og lægger hovedet i sine hænder, som hviler på knæene.

Frygten er i dette øjeblik større end kulden.

Da pigen har siddet lidt på stenen, bliver hun så panikslagen over sit eget selskab, at hun løber hen mod døren. Forsigtigt åbner hun døren, og lister ind. Med lige så stor forsigtighed lukker hun den bag sig. I håb om at ingen høre hende, holder hun sit vejr.

På listefødder, nærmer hun sig sit værelse. 

Hun kravler ind under sin dyne, sidder helt sammenkrøllet, og græder. Hun ville ønske at nogen ville trøste hende, og samtidigt håber hun at ingen har opdaget hende. 

Hun lægger hovedet på puden, og trækker dynen godt op.

Tårerne strømmer ned ad kindernen på hende, og hun ryster over hele kroppen. I sin favn har hun sin bamse.

Hun græder sig i søvn, som hun så tit har gjort. Håbet om en tryg og god barndom, er løbet ud i sandet for den lille pige. Tilbage er kun uforudsigelighed, angst og frygten for morgendagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *