Smerten

Smerten er hård i hjerte og sjæl,

den trommer og banker og er så fæl.

Med sværd og skjold den slår sig ned,

jeg magter ikke mere, at være med.

Med mejsel og hammer den trænger sig på,

tilbage med afmagt, jeg blot kan stå.

At se på livet som passerer forbi,

blot for at hører dig ordene sig’.

“Jeg vil se dig falde, og slå dig hårdt,

jeg stjæler din glæde, og nu dit fort.

Din krop er min, og nu bruger jeg dig,

så kan du synes, hvad du vil om mig.”

Forlad mig smerte, forlad min krop,

jeg smider min kåbe, og siger stop.

Du vil jo vinde, det er dit mål,

du tænder i mig, et indre bål.

En ild der flammer, og giver mod,

bringer et håb, men også blod.

For at kæmpe mod dig, er ikke let,

du synes jeg af livet skal være mæt.

Jeg kan tabe min kamp, men også kan vinde,

om tid, du blot kan være et minde.

Måske du står med sejr i hus,

måske du nyder den værdige rus.

Jeg kæmper til den sidste dråbe i dag,

du virkelig mig har givet en sag.

Uden våben, jeg kæmper og slår,

ikke retfærdigt, men livets vilkår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *