Bunden

Så nåede jeg den famøse bund.

Helt dernede hvor der kun er bund tilbage.

Jeg fløj så højt, så inderligt højt.

Intet så jeg, blot en skygge af solen.

Intet kunne stoppe min gøren og laden.

Ingen kunne standse mine uendelige drømme.

Af og til, kiggede jeg ned, og så de andre der bare gik.

De lignede nogle der var så triste og travle.

Jeg lo, og frydede mig over, at det ikke var mig.

Jeg fortsatte, og lod verden gå sin gang.

Pludselig blev jeg vakt til live.

Jeg blev slået tilbage, og hentet ned.

Ned til jorden, ned til virkeligheden.

Oppe fra skyerne, og helt ned til bunden.

En ny virkelighed var oprunden.

Jeg stod da pludselig med begge ben i jorden.

Faktisk stod jeg i jord til halsen.

Jeg kunne kun lige trække vejret.

Gispende trækker jeg vejret.

Prøver at undgå at få jord i luftvejene.

Prøver at holde hovedet over.

Mine arme er urørlige.

Denne nye virkelighed, som ramte mig.

Den bringer min afmægtige smerte frem.

Jeg er uforstående, og alligevel klar over det.

Det måtte jo ske en dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *