Lydighed

Jeg er meget lydhør overfor hvad livet vil fortælle mig.

Jeg er dog også meget forblændet af bitterhed. Jeg kaster mig fladt ned på den hårde og ubarmhjertige jord, og erkender at jeg glemmer at se de gode ting i livet. I hvert fald lige for tiden.

Med total lukkede øjne, ser jeg lige ind i en uvis og fjern fremtid.

Jeg erkender at min usikkerhed præger dette skriv.

For min usikkerhed er nok nøglen og hovedårsagen til at jeg i dag sidder med mit hoved hvilende på en sovende håndryg, og filosoferer over livets mange meninger eller mangler på samme.

Nå, nok om mit dårlige fremtidssyn.

Forleden traf jeg en ny side af mig selv. Den hårde type. Hende har jeg ellers gemt godt væk, hvilket også har været mest praktisk.

Hende her, den hårde type, er nemlig aldrig hård ved andre, kun sig selv. Hun plager og piner sig selv, og opsøger kun det der gør hende ondt. Det lyder helt skørt, men ikke desto mindre er det sandt.

Jeg har så frygtelig dårlig indflydelse, på mig selv. Til tider vil jeg vove at påstå, at jeg er dårlig for mig selv at være i selskab med.

Der er som sådan ikke noget nyt i at jeg har mødt hende, den hårde type, men det nye er, at hun ikke vil træde i baggrunden igen. Hun dræber alle de andre nuancer i mit sind, og smasker højlydt når hun har bidt af sit sejrs æble. Med store armbevægelser, gestikulerer hun, mens hun taler i et væk om smerte og træthed. Hvem i alverden vil være ven med hende? Ikke jeg, men jeg har vistnok ingen mening at skulle have sagt i denne sammenhæng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *